< Hovedside
       DDAS
På ballontur
Ballon  
Se op – en ballon!

Lydløst og roligt glider en ballon hen over fjordlandskabet. Eftermiddagssolens varme glød fremhæver farvespillet i det luftfyldte ballonhylster. Under hylsteret hænger en meget lille kurv. Man skimter en arm der vinker.

Pludselig skyder en flamme op i ballonhylsteret. En hvæsende lyd når forsinket ned til jorden. Ballonen daler langsomt ned og pludselig høres en stemme fra kurven: ”Må vi lande her?”

Fra nær og fjern strømmer folk til – lokale beboere, børn på cykler, ballonens eget følgehold og turister, der har jagtet ballonen i biler. Medens luften forlader ballonhylsteret hører man skipperen i snak med markens ejer. Han er noget overrasket over det uventede besøg, men giver ret hurtigt udtryk for traditionel dansk gæstfrihed. Imens pakker følgeholdet ballonen sammen og gør klar til hjemtransport. Interesserede tilskuere samler sig omkring følgebilen. Et medlem, der åbenbart har oplevet sin første ballonfærd, bliver fejret med den traditionelle ballondåb, blomster og champagne. Ballonskipperen slutter sin tale med at bede de omkringstående om at deltage i et femfoldigt leve for den ”nydøbte luftgreve”, der til slut modtager en flot ”dåbsattest”.

Måske kommer et par tilskuere hen til skipperen efter at de fleste er gået og følgebilen skal til at forlade stedet og siger: ”Det kunne vi godt tænke os at prøve, - kan man det?”

Ja, det kan man! Man skal blot være klar over, at ballonflyvning er en eksklusiv sag – kostbar og vejrafhængig. Der kan tegnes prøvemedlemsskab, som inkluderer en introduktionsflyvning svarende til den første lektion i skoleflyvningsnormen. Der flyves kun hvis vejret tillader det (vind under 8 sekundmeter).

Kan man stå ”standby” en uge eller to og er man klar til en aftale med en dags varsel er der en rimelig chance for at opleve det eventyr, det er helt lydløst at svæve med vinden og opleve de smukke landskaber på en helt ny og anderledes måde.

Ballonflyvningens historie

Den 5. Juni 1783 sendte brødrene Montgolfier en 800 kubikmeter stor ballon fyldt med røg (varm luft) til vejrs i Frankrig. Denne begivenhed satte Frnakrig, England og en række andre lande på den anden ende. Senere samme år, den 21.november sendte de en endnu større ballon op med to personer ombord (Rozier og dÁrlandes), der blev de første to mennesker, der prøvede at flyve. I noget, der lignede et moderne teknologisk kapløb, steg allerede ti dage senere den første gasballon op med sin opfinder C. Charles ombord - det skete også i Frankrig. Eksperimenterne spredtes til mange lande, også til Danmark, hvor apoteker Mühlenstedt gjorde sit første forsøg den 23. November 1783.

Siden de første balloner opsendtes i 1783 er ballonflyvningen udviklet betydeligt. Det blev efterhånden gasballonerne, der blev totalt dominerende - og de var også grundlaget for udvikling af luftskibe. Omkring 1960 muliggjorde kombinationen af moderne gasbrændere og de syntetiske letvægtsstoffer at den moderne varmluftballon kom inden for almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. I dag flyves både i gasballoner, varmluftballoner og i kombinationer heraf. Varmluftballoner er i dag langt de fleste og er den eneste type, der er indregistreret i Danmark.
 

DDAS@paamand.dk < Hovedside