< Hovedside
       DDAS
En flyvsk officer
Ballon  
Kai i farver
Kai Paamand
70 år - 28. april 1998

Kai Paamand søger ad tilstræbte veje at blive en ener, stod der en gang i hans soldaterpapirer.

Nu er Kai rundet de 70 - og det er på en god måde lykkedes ham at leve op til den noget uvenlige karakteristik. En udadtil nok så retlinet karriere i den militære verden blev parret med et mere usædvanligt liv som blandt andet ballonskipper.

Tilbage i teenage-årene opstod det militære kald under den tyske besættelse - med spejderbevægelsen og det nydannede hjemmeværn som naturligt udgangspunkt. En fodrejse i 1946 gennem de europæiske ruinbyer blev begyndelsen til et langt rejseliv.

Gardehusarregimentet i Næstved i halvtredserne var en herlig tumleplads for en ung officer med interesse for heste, panservåben - og bilsport. Opbygningen af NATO gjorde forsvaret multinationalt, hvilket til glæde for Kai betød langvarige tjenesteophold i Tyskland, England og USA.

Efter en ingeniøruddannelse fra Polyteknisk Læreanstalt i København blev Kai i 1963 major ved Hærens Tekniske Korps i Nordsjælland. Her i landsbyen Græse ved Frederikssund har Kai boet lige siden, men de militære tjenestesteder skiftede til København i blandt andet det nuværende Christiania, Kastellet og Forsvarsministeriet.

Det til tider lidt omflakkende liv har ikke hindret lokalt foreningsarbejde. Kai genoplivede i sin tid forældreforeningen på sine to sønners skole, var aktiv blandt andet i Socialdemokratiet og Amnesty International - og aktuelt i et forsøg på at få brugerindflydelse på det lokale el-selskab EFFO.

En sportslig fortid med militær femkamp og lignende blev ført videre som aktiv sejler. Først i småjoller, derpå i hjemmebygget trimaran og endelig mange års lange sejlture i en 22-fods Drabant.

Fra slutningen af tredserne var Kai med i genoplivningen af dansk ballonsport, som havde ligget stille siden tyverne. En kreds af enthusiaster med ny teknologi dannede "Dansk Ballonklub", med Kai som formand og drivfjeder i en årrække.

Ballonerne åbnede nye rejsemuligheder og bragte Kai til lande verden rundt som Sydafrika, Kina og Sovjet. Kai præmieredes i 1983 med en pokal for som eneste pilot at have deltaget i de ti første internationale mesterskaber i nyere tid.

Den militære løbebane kunne afsluttes allerede som 52-årig - efter aftale med den gamle konge. Så blev der tid til længere rejser i USA og Europa, der blandt andet bragte den tidligere officer med Next Stop Sovjet-kampagnen til Moskva.

I 1984 mistede Kai sin hustru og trofaste rejsekammerat Birthe, som efter lang tids sygdom døde under et besøg hos den ældste søn, der arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe.

Kai lever fortsat i det store hus i Græse, der bærer præg af ingeniørens hang til at eksperimentere og flytte rundt på de vante rammer. Siden 1985 sammen med Toni, der er Kais nye hustru, co-pilot og partner i ballonvirksomheden Det Danske Aerostatiske Selskab - og som også bragte to børn med sig ind i familien.

70-års dagen blev fejret i Eventyrernes Klub i København.
 
 

DDAS@paamand.dk < Hovedside